Beskeden vækst i Aarhus Lufthavn

05-06-2019
I maj var der 1.625 flere passagerer igennem Aarhus Lufthavn i forhold til samme måned året før. Det svarer til en beskeden vækst på 3,5 procent for den ambitiøse lufthavn.

Mange øjne vil være rettet mod Aarhus Lufthavn i de kommende år. Staus A/S, der er den nye private medejer af den østjyske lufthavn, har sat et ambitiøst vækstmål, der handler om at øge passagertallet fra lige i underkanten af 500.000 i 2018 til 1.500.000 i løbet af blot fem år.

Med disse ambitioner vil det være rimeligt at forvente, at vækstraterne kommer op på samme niveau, som man oplevede i 2018, hvor passagertallet blev øget med 30,6 procent til 486.166 passagerer.

Men i årets fem første måneder af 2019 er 201.560 passagerer rejst gennem passagerterminalen i Stabrand, og selvom det er 23.981 flere end i samme periode sidste år, svarer det blot til en stigning på 13,5 procent.

At fantomvæksten er gået i stå ved indgangen til årets sommertrafikprogram hænger sammen med, at SAS har opgivet den udvidelse af indenrigsflyvningerne, som blev igangsat sidste år i april med en øgning fra otte til 10 hverdagsafgange. Herudover er en del SAS-kapacitet flyttet fra sidste års mellemsæson til højsæsonen, og endelig måtte Czech Airlines sidste efterår indstille ruten mellem Prag og Aarhus.

I det igangværende sommertrafikprogram har easyJet også valgt at lukke ned for ruten mellem Berlin og Aarhus. Her flyves der sidste gang den 22. juni, og ruten vender ikke tilbage, hvilket vil kunne aflæses i de kommende måneders trafiktal.

Svag vækst i maj
Ser man isoleret set på maj måned, så steg passagertallet med 3,5 procent til 48.514 rejsende, hvilket er 1.625 flere end sidste år. Hertil skal der dog siges, at SAS-piloternes strejke først sluttede den 2. maj om aftenen, hvorfor månedens to første dage var med et reduceret trafikprogram på indenrigsruten til København.

Måneden før spillede pilotstrejken sammen med påskeforskydninger også ind på trafiktallene, hvor der var en passagertilbagegang på 2,3 procent, og den nytiltrådte direktør i Aarhus Lufthavn, Peer H. Kristensen, kalder det da også for en “sløj” april i sin kommentar til trafiktallene fra maj.

Peer H. Kristensen skriver endvidere i månedskommentaren, at en kraftig stigning i antallet af charterpassagerer er årsagen til passagerfremgangen i maj som følge af nye charterflyvninger med Århus Charter til Kreta og Zakynthos.

Det er dog ikke muligt at se, hvordan trafikken fordeler sig på de enkelte segmenter, da Aarhus Lufthavn har valgt kun at rapportere det totale antal passagerer – også på de historiske tal, hvor segmenteringen er fjernet. Derfor må man vente på, at tallene offentliggøres hos Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen i første halvdel af juni.

 

Relaterede artikler

Tilbagegang i Aarhus Lufthavn

Ny bestyrelsesformand med skyhøje ambitioner

Privat investor overtager 20 procent af Aarhus Lufthavn

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724