Flot trafikvækst hos Finnair

07-06-2019
Finnair fløj 13 procent flere passagerer i maj. Ny analyse viser, at Finnairs passagertal er steget over 85 procent på otte år. Asien har trukket væksten.

Knap 1,3 millioner passagerer valgte at flyve med Finnair i maj, hvilket svarer til en vækst på 13 procent i forhold til samme måned i fjor. Det statsejede finske flyselskab, der gennem det seneste årti har etableret sig som en meget væsentlig europæisk spiller med direkte ruter fra Helsinki til 15 asiatiske destinationer, måtte dog konstatere, at der var højere vækst på de europæiske og nordamerikanske ruter.

Det sidste skyldes ikke mindst, at Finnair i marts åbnede en ny rute til Los Angeles, ligesom man har øget antallet af frekvenser på ruten til San Francisco. Det betød, at trafikken til USA voksede med knap 31 procent i maj.

Kigger man på passagervolumen, er det dog fortsat i Asien, at man finder Finnairs vigtigste, oversøiske markeder. Knap 10 procent steg trafikken til Asien, mens belægningsprocenten dog faldt med 2,1 procentpoint. Det skyldes primært, at Finnair det seneste halve år har fået leveret tre nye Airbus A350, hvilket har boostet kapaciteten. Det kommer til udtryk i, at available seat kilometers (ASK) er steget med over 13 procent.

Vigtig Asien-trafik
Og Asien-trafikken er og bliver vigtig for Finnair. Den britiske luftfartsanalytiker, Ralph Anker, har i den seneste udgave af ’The Anker Report’ kigget nærmere på den historiske udvikling i Finnairs asiatiske satsning. Og han har regnet sig frem til, at Finnairs samlede passagertal er steget 86 procent siden 2010 – fra cirka syv millioner til nu 13,3 millioner passagerer årligt.

Finnair trafikudvikling 2003-2018 (The Anker Report)

Og belægningsprocenten er fulgt med op, idet den steg 10 procentpoint på blot seks år – fra 2011 til 2017. Siden da er load factoren dog veget en smule.

Kigger man på Finnairs Top 15-ruter målt på volumen (ASK), tæller den liste hele 10 asiatiske destinationer. Hertil kommer tre nordamerikanske. Og blot to europæiske destinationer – London Heathrow og Paris-CDG. Så der er ingen tvivl om, at det er trafikken til og fra Asien, der har været årsagen til Finnairs passagervækst.

Finnair Top 15-ruter (The Anker Report)

Evne til at satse rigtigt
Noget af det mest bemærkelsesværdige i Finnairs Asien-trafik er dog selskabets evne til at satse rigtigt. Ud af alle de asiatiske ruter, som Finnair har åbnet siden 2005, har man ifølge Ralph Ankers analyse kun måttet lukke én igen. Det var ruten til Hanoi, som Finnair åbnede i 2013, men som selskabet lukkede igen blot to år senere.

Vender vi tilbage til den aktuelle trafikstatistik, viser den, at Finnairs europæiske trafik også havde det fint i maj med 15,2 procent flere passagerer end samme måned sidste år. Samlet set steg Finnairs belægningsprocent med blot 0,3 procentpoint i maj, men år til dato har udviklingen i belægningen været negativ med et fald på 2,8 procentpoint.

 

Relaterede links

Finnair og China Southern i samarbejde

Finnair presset trods vækst

Finnairs Asien-trafik stagnerer

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724