Frankrig indfører miljøskat på flyrejser

09-07-2019
Den franske regering har besluttet at indføre en ny flyskat på både indenrigs- og udenrigsrejser. Business class-passagerer vil blive beskattet højest.

Frankrig har besluttet at indføre en miljøskat på flyrejser. Skatten vil blive lagt på både indenrigsflyrejser og flyrejser til udenlandske destinationer.

Frankrig vil gradvist indføre den nye flyskat, som ventes at indbringe den franske stat omkring 180 millioner euro (cirka 1,34 milliarder kroner) årligt fra 2020, sagde Frankrigs transportminister Elisabeth Borne tirsdag. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Op til 18 euro på business class-billetter
Den nye miljøskat vil beløbe sig til cirka 1,5 euro (11 kroner) for en billet på økonomiklasse på indenrigsflyvninger og flyvninger til destinationer inden for EU, mens skatten på business class-billetter bliver ni euro (67 kroner) og op til 18 euro (134 kroner) for business class-billetter på flyvninger til destinationer uden for EU. Der vil ikke blive opkrævet skat på transitrejser.

“Vi har besluttet at indføre en miljøafgift på alle fly fra Frankrig,” sagde Elisabeth Borne ved en pressekonference og tilføjede, at midlerne fra skatten skal bruges til at finansiere daglig transport i Frankrig.

Den franske præsident Emmanuel Macrons regering ønsker at stramme miljøreguleringen, men måtte sidste år opgive et forsøg på at øge skatten på dieselolie efter store demonstrationer og uroligheder protestbevægelsen “de gule veste”.

Frankrig ønsker, at den nye EU-Kommission skal presse på i internationale fora for at afskaffe den globale afgiftsfritagelse for jetbrændstof med henblik på at reducere CO2-udslippet fra luftfarten.

Hånd i hånd med Holland
Frankrig er ifølge Reuters også gået sammen med Holland i et forsøg på at overbevise de øvrige europæiske lande om at beskatte flyrejser mere i EU.

Holland fremsatte begyndelsen af året et ønske om en fælles europæiske flyskat som en vej til at nedbringe CO2-udledningen fra luftfarten og for et par måneder siden fremsatte den hollandske regering endvidere et forslag om en selvstændig flyskat i Holland cirka 50 kroner per passager.

Hvis det i løbet af det kommende års tid viser sig, at en europæisk flyskat bliver en realitet, vil Hollands regering dog trække sit forslag om en national hollandsk flyskat tilbage.

 

Relaterede artikler:

Holland vil indføre flyskat – igen

Flyselskaber i kritik af EU-rapport om flyskat

IATA vil forhindre nationale flyskatter

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724