Finnair havde vækst i første halvår

17-07-2019
Halvårsregnskabet fra Finnair viser vækst både omsætning og passagertal. Men det finske flyselskab er presset af blandt andet stigende brændstofpriser.

53 millioner Euro. Eller knap 400 millioner danske kroner. Så meget steg Finnairs udgifter til brændstof i første halvår sammenlignet med samme periode i fjor. Det er en stigning på 19,4 procent, og det kan naturligvis ikke undgå at lægge en dæmper på det statsejede finske flyselskabs finansielle forhold.

For ganske vist steg omsætningen med knap otte procent til 1,46 millioner Euro – svarende til knap 11 milliarder danske kroner – og passagertallet steg med ni procent til 7,1 millioner, men indtjeningen per sædekilometer (RASK) faldt med 4,3 procent.

Derudover havde Finnair nogle ekstraordinære vedligeholdelsesomkostninger i andet kvartal, som påvirkede regnskabet negativt. Selskabet uddyber dog ikke nærmere, hvad de omkostninger dækker over.

Moderat tilfreds
Alt i alt virker Finnairs øverste chef dog moderat godt tilfreds med resultatet.

”På trods af det volatile operationelle miljø i andet kvartal, havde vi rekordmange passagerer i kvartalet, og vores markedsposition i både Asien og Europa blev styrket. Samlet set har vores passagertrafik performet godt, idet den europæiske trafik voksede i overensstemmelse med vores forventninger,” siger Finnairs koncernchef, Topi Manner, i en kommentar til regnskabet.

Finnairs ledelse kigger dog ifølge kommentarerne til regnskabet dog med stigende bekymring på både Brexit, den tiltagende handelskrig mellem USA og Kina og ikke mindst ”den gradvise afmatning i økonomien på Finnairs nøglemarkeder”.

Opdaterede forventninger
I forbindelse med halvårsregnskabet opdaterer Finnair også sine forventninger til helåret, og her fremgår det, at selskabet forventer, at kapaciteten vokser med 11-12 procent, hvilket er én til to procent mere end oprindeligt forventet.

Det skyldes primært, at det finske flyselskab fra vinterprogrammet udvider antallet af afgange til Beijing med tre ugentlige afgange til den nye storlufthavn, Beijing Daxing. Finnair flyver i forvejen dagligt til den kinesiske hovedstads anden storlufthavn, Beijing Capital.

Indtjening følger ikke trop
Finnair forventer dog også, at væksten i indtjeningen ikke helt kommer til at følge trop med kapacitetsvæksten.

”Mens de nuværende udsigter for Finnairs sæsonmæssigt stærkeste tredje kvartal forbliver robuste, er vi begyndt at se øget usikkerhed især i fragtefterspørgslen. Vi forventer, at vores driftsresultat vil ligge på mellem 4,5 og seks procent af omsætningen i 2019, med mindre der sker store udsving i enten brændstofpriserne eller valutakurserne,” skriver Finnair blandt andet om forventningerne til resten af året.

 

Relaterede links

Finnair udvider med endnu en asiatisk destination

Finnair øger på Kina med afgange til ny Beijing-lufthavn

Finnair presset trods vækst

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724