De svenske lufthavne mister passagerer

18-07-2019
Passagertallet i Swedavias 10 lufthavne faldt med 4,5 procent i første halvår. Både indenrigs- og udenrigstrafikken falder.

Den statslige lufthavnsoperatør Swedavia driver 10 lufthavne i Sverige, og i første halvår 2019 mistede alle 10 lufthavne passagerer.

Tilsammen gik passagertallet i de 10 lufthavne tilbage fra 20,5 millioner passagerer i første halvår 2018 til 19,6 millioner passagerer i første halvår 2019 – hvilket svarer til et fald på 4,5 procent. Det fremgår af Swedavias halvårsregnskab, som netop er offentliggjort.

Den negative udvikling i passagertallet i Swedavia-lufthavnene, som blandt andet omfatter Stockholm Arlanda, Gøteborg Landvetter og Malmø Lufthavn, skyldes hovedsageligt færre passagerer på de svenske indenrigsruter.

Passagertallet på indenrigsruterne gik tilbage med otte procent, mens udenrigstrafikken faldt med 2,8 procent. I udenrigstrafikken var der størst tilbagegang på de interkontinentale ruter samt i chartertrafikken, mens faldet i passagertallet i den europæiske rutetrafik var knapt så stort.

Ikke et ord om flyskat
Swedavias administrerende direktør nævner i sine kommentarer til halvårsresultatet hverken den svenske flyskat eller den meget omtalte ”flyskam” i Sverige, men de to emner skinner alligevel igennem. Direktøren gør nemlig meget ud af at fortælle om Swedavias klimaindsats og luftfartens økonomiske betydning for Sverige.

”Der er ingen tvivl om, at flyvningen skal omstilles og blive mere bæredygtig. Samtidig er det lige så indlysende, at luftfarten også vil være en vigtig del af den fremtidige transport,” siger Jonas Abrahamsson, administrerende direktør i Swedavia.

Direktøren fremhæver blandt andet, at 45 procent af udenrigsrejserne til og fra Swedavias lufthavne foretages af personer, som er bosat uden for Sverige. Desuden er en fjerdedel af alle udenrigsrejser forretningsrejser, mens en anden fjerdedel af passagererne rejser for at besøge familie og venner.

Nye investeringer i klimaomstilling
Swedavia skriver i en pressemeddelelse, at første halvår har været præget af nye investeringer i luftfartens og Swedavias egen klimaomstilling.

”For eksempel fremmer Swedavia brugen af ​​bæredygtigt flybrændstof, hvilket i høj grad reducerer emissionerne af fossilt kuldioxid. Det er Swedavias mål for alle ti lufthavne at have nul fossil emission fra lufthavnenes egen drift inden 2020. Tre af Swedavias lufthavne har allerede nået dette mål,” skriver lufthavnsselskabet.

”Vores mission er at sikre og udvikle den tilgængelighed, som Sverige har brug for på en bæredygtig måde. Men vækst og konkurrenceevne er også nødvendige for på lang sigt at kunne klare klimaudfordringen,” siger Jonas Abrahamsson.

Øget omsætning og driftsresultat
På trods af den negative udvikling i passagertallet lykkedes det Swedavia at øge
nettoomsætningen til 3,1 milliarder svenske kroner i første halvår i forhold til 2,9 millioner svenske kroner i samme periode sidste år. Også driftsresultat blev forbedret fra 331 millioner svenske kroner sidste år til 348 millioner svenske kroner i første halvår 2019.

De forbedrede finansielle resultater skyldes en forhøjelse af lufthavnsafgifterne fra 1. januar med 7,8 procent på baggrund af kapacitetsforøgende investeringer i lufthavnene. Til gengæld havde højere afskrivninger og engangsomkostninger som følge af Swedavias igangværende effektivitets- og omstruktureringsprogram en negativ indvirkning på halvårsresultatet.

“Overgangen til en procesorienteret virksomhed for at sikre effektivitet, en endnu mere kundefokuseret tilgang og en øget omkostningseffektivitet på kort og lang sigt går efter planen,” siger Jonas Abrahamsson.

 

Relaterede artikler:

Svenske passagertal styrtdykker

Flyskam rammer svensk luftfart

Skandinavisk kapløb om biobrændstof til fly

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724