TAP pensionerer sin sidste A330-300

21-07-2019
Det portugisiske flyselskab TAP er i gang med en omfattende fornyelse og udvidelse af flyflåden. Senest blev en blot 10 år gammel Airbus A330-300 pensioneret.

Da TAP blev delvist privatiseret i 2015, købte JetBlue-grundlæggeren David Neeleman 45 procent af aktierne i det portugisiske flyselskab. Og det var samtidig startskuddet til en omfattende flådefornyelse og -udvidelse.

Hele 71 nye fly har TAP afgivet ordrer på. Alle de nye fly er købt hos Airbus, og ordren omfatter 21 A330neo, 19 A320neo, 17 A321neo og 14 A321LR, og alle flyene bliver leveret i løbet af de næste blot seks år.

Det gør TAP til et af de mest ekspansive flyselskaber i Europa, og nye ruter til blandt andet Chicago, San Francisco og Washington betød, at alene selskabets transatlantiske passagertal er steget 39 procent over de seneste tre år.

Fly nummer 100
TAP er lanceringskunde på A330neo, og flyselskabet fik sit første eksemplar leveret slutningen af 2018. Den leverance markerede i øvrigt en anden milepæl for TAP, da det var første gang i selskabets 74 år lange historie, at flåden kom op på 100 fly.

TAP er nu oppe på fem A330neo, og den løbende levering af neo-maskinerne betyder, at TAP nu kunne udfase den fjerde og sidste af sine A330-300. Den 10,2 år gamle maskine fløj sin sidste tur for TAP midt i juli, og nu gør den selskabets tre andre A330-300 selskab i Canada, idet Air Canada har købt de fire fly.

Strategisk beslutning
Det siger en del om TAPs ekspansionsstrategi, at selskabet udfaser en blot cirka 10 år gammel long haul-maskine. Og det er meget sandsynligt, at amerikansk-brasilianske David Neeleman, der har grundlagt hele fire lavprisselskaber, har en væsentlig del af æren for den strategiske beslutning om flådefornyelsen.

For nye fly er på grund af deres brændstofeffektivitet og generelt lave driftsomkostninger et væsentligt mantra for stort set alle lavprisselskaber.

Nedbringer omkostningerne
Det hører dog med til historien, at TAP med udfasningen af de fire A330-300 relativt enkelt kunne fjerne én flytype helt fra flåden. Det er også med til at nedbringe omkostningerne.

Og noget lignende kommer til at ske i løbet af efteråret, når fire 24-25 år gamle A340-300 i TAP-flåden efter planen også bliver udfaset. Det sker, efterhånden som flere A330neo bliver leveret.

TAP har derudover 11 A330-200 i flåden, og det er også intentionen, at de efterhånden skal udfases.

Derudover får TAP også leveret 14 eksemplarer af long range-varianten A321 LR, og ligesom SAS vil TAP benytte den flytype på nogle af de transatlantiske ruter. Første eksemplar blev leveret i april i år, og TAP taler om at anvende flytypen på nordamerikanske destinationer som New York, Boston, Montreal og Washington, mens man i Brasilien kan åbne nye markeder i nordøst og supplere eksisterende ruter til byer som Recife, Natal, Fortaleza eller Salvador.

Erstatter B767
Mens A330-300 altså ikke længere kunne anvendes af TAP, ser det anderledes ud for Air Canada, der har købt de fire maskiner af portugiserne. De fire Airbus-fly skal erstatte alderstegne Boeing 767, som så bliver sendt videre til Air Canada Rouge.

Med de fire ’nye’ maskiner kommer Air Canadas samlede bestand af A330-300 op på 12 styk.

 

Relaterede links

TAP vil åbne 15 nye ruter næste år

Jomfruflyvning med TAP A330-900neo

Første A321LR til Star Alliance-selskab

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724