Datoer for Ryanair-strejker er fastlagt

07-08-2019
De britiske Ryanair-piloter organiseret i BALPA har besluttet at gå i strejke i sammenlagt fem døgn i perioden fra 22. august til den 4. september.

Onsdag sluttede en afstemning blandt de britiske Ryanair-piloter, der er medlem af British Airline Pilots Assocation (BALPA). Ved optællingen var det 72 procent af piloterne, der havde afgivet deres stemme, og fire ud af fem stemte for at indlede en konflikt.

Det betyder, at der er varslet strejke i samlet fem døgn. Første strejkeperiode løber fra den 22. august kl. 00.01 til den 23. august kl. 23.59. Næste strejkeperiode varer en døgn længere og indledes den 2. september kl. 00.01 og slutter 72 timer senere lige før midnat den 4. september.

Baggrunden for de varslede strejker er, at Ryanair tilsyneladende ikke har formået at få tilfredsstillende aftaler på plads med de britiske piloter, der udgør omkring 20 procent af Ryanairs pilotkorps.

BALPA-medlemmerne hos Ryanair hævder at have en række udeståender med det irske lavprisflyselskab, herunder spørgsmålet om pension, loss of license-forsikring, barselsorlov samt en fair og transparent lønstruktur, som det hedder i en meddelelse fra BALPA.

BALPA blev anerkendt
Da pilotoprøret bredte sig i Ryanair i løbet af efteråret 2017, var BALPA en af de første fagforeninger, der blev indgået en aftale med. Den 30. januar 2018 kunne Ryanair således offentligøre, at man havde indgået en aftale om at anerkende BALPA som en fagforening, der repræsentere de britiske piloter.

Men sidenhen er der ikke sket ret meget, og BALPA siger direkte, at Ryanair ikke forstår, hvordan man samarbejder med fagforeninger, og hvordan man forhandler. Men tålmodigheden er tydeligt nok brugt op.

“Vi har ikke modtaget noget formelt tilbud fra Ryanair, og det er bydende nødvendigt, at vi løser denne tvist hurtigst muligt for at undgå strejke. Ingen pilot ønsker at ønsker at forstyrre kundernes rejseplaner, men i øjeblikket ser det ud til, at vi ikke har noget valg,” siger Brian Strutton, der er generalsekretær i BALPA.

10 britiske ruter til Danmark
Det er for tidligt at sige, i hvilket omfang at en eventuel strejke kan ramme danske flyrejsende. Der er i alt 10 ruter til danske lufthavne fra lufthavne i England og Skotland, hvor de britiske Ryanair-piloter har baser. Men de britiske basefly bliver også brugt på andre ruter i Europa, og herudover forventes Ryanair også at strikke et nødtrafikprogram sammen for at minimere virkningerne af de fem strejkedøgn.

De britiske ruter er: London-Stansted til København, Billund, Aarhus og Aalborg, Fra Edinburgh til København og Billund, Fra Manchester til Billund, Fra Liverpool, London-Luton og London-Southend til København.

 

Relaterede artikler:

Ryanair-piloter skal stemme om sommerstrejke

Ryanair indgår aftale med fagforening

Ryanair-pilot: Vi er ikke interesseret i penge

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724