Jazeera Airways lancerer første Europa-rute

14-08-2019
London Gatwick bliver første europæiske destination for det kuwaitiske flyselskab Jazeera Airways, der er klar til at udvide rutekortet med endnu flere byer i Europa.

Fra den 27. oktober går Jazeera Airways i luften med sin første rute til Europa.

Det kuwaitiske lavprisflyselskab opererer i øjeblikket både regionalt og internationalt, og selskabet har således nu besluttet at prøve kræfter med et nyt kontinent; det europæiske. Jazeera Airways har valgt London Gatwick som den første destination.

Den nye forbindelse er den første nye rute til Storbritannien fra Kuwait i 55 år. Ruten vil blive betjent med en Airbus A320neo, og der vil være daglige flyvninger. Afgang tidlig morgen fra Kuwait med ankomst i London Gatwick lidt før frokosttid.

Tre klasser til London
På ruten til London vil Jazeera Airways tilbyde en treklasses kabinekonfiguration: Business Class, Premium Economy og Economy Class. Varme måltider vil for første gang blive serveret på Jazeera Airways-fly, og de bliver gratis på Business Class og Premium Economy. Rejsende på Economy Class skal selv købe fra Jazeera Airways-menukortet.

”Hvilken bedre måde at fortsætte vores ekspansion i 2019 end at annoncere London som en ny destination. Det er første gang et lavprisflyselskab i Mellemøsten skal flyve langdistance, og vi gør det ved hjælp af den nye A320neo. Vi er meget glade for at tilbyde vores passagerer en af ​​de mest populære destinationer fra Kuwait og den omkringliggende region, og vi forventer stor efterspørgsel på ruten,” siger Marwan Boodai, bestyrelsesformand i Jazeera Airways.

I London Gatwick ser man frem til, at den nye rute til Kuwait åbner om et par måneder.

”Denne vigtige nye rute til Kuwait styrker Gatwicks rutenetværk til Mellemøsten yderligere. Den giver nye spændende muligheder for Storbritannien til at handle med et land i spidsen for olie-, finans- og teknologi-industrien,” siger Stephen King, chef for Airline Relations i London Gatwick.

Vil købe 25 nye fly
Jazeera Airways har i øjeblikket en flåde bestående af én Airbus A320neo, der blev leveret i maj sidste år, samt ni Airbus A320-200. Herudover har flyselskabet yderligere ordre på to nye A320neo.

Ifølge det tyske medie Aerotelegraph planlægger Jazeera Airways at lægge en ordre på 25 nye kort- og mellemdistancefly næste år. De nye fly skal på sigt være med til, at selskabet kan flyve til endnu flere europæiske destinationer. Manchester, Birmingham, München, Malaga, Athen og Nice – og andre destinationer – er angiveligt inde i overvejelserne.

Rohit Ramachandran, administrerende direktør i Jazeera Airways, skal være klar til at udvide flåden med Boeing 737 MAX. Hvis flytypen, der har været groundet siden marts i år, kommer tilbage i luften i begyndelsen af næste år, vil det kuwaitiske flyselskab være klar til at forhandle med Boeing. Airbus A320neo er dog også inde i billedet til den fremtidige flåde.

Jazeera Airways blev grundlagt i 2004, og lavprisflyselskabet har base i Kuwait International Airport. Sidste år åbnede selskabet sin egen terminal i lufthavnen. Her findes check-in for Jazeera Airways-passagerer, Business Class-lounge, direkte adgang til gates samt 350 parkeringspladser.

 

Relaterede artikler:

Rezidor Hotel Group åbner nyt hotel i Kuwait

Kuwaitisk selskab på vej til Europa

Gatwick udbygger nordlig terminal

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724