Produktion af Dornier 328 genoptages i Leipzig

15-08-2019
Et nyt produktionsanlæg til Dornier 328 er på vej til at blive bygget i Leipzig/Halle Airport. Indtil videre er det kun turboprop-versionen, der vil blive produceret igen.

I 2005 rullede den sidste færdigproducerede Dornier 328 ud af produktionshallen, men nu er flyet på vej til at blive bygget igen.

Lokaliteten, hvor produktionen vil blive genoptaget, bliver Leipzig/Halle Airport i den tyske delstat Sachsen. Det meddeler det saksiske ministerium for økonomiske anliggender ifølge det tyske medie Aerotelegraph. Også lufthavnen i Bremen var inde i billedet for lokalitet til de nye produktionsfaciliteter til turboprop-versionen.

Flere oplysninger på vej
Tyske 328 Support Services fra Oberpfaffenhofen nær München er selskabet, der skal genoptage produktionen af Dornier 328, da det ejer typegodkendelsen. Leipzig var fra begyndelsen det mest populære valg af lokalitet. Det tyske selskab har forklaret, at en genopstartet produktion vil betyde cirka 300 nye job i produktionshallen og en masse andre job i forbindelse med logistik og administration.

328 Support Services er ejet af det amerikanske selskab Sierra Nevada Corporation, der overtog det tyske selskab i 2015.

Onsdag i næste uge vil 328 Support Services fortælle mere om planerne for at genoptage produktionen af Dornier 328-turbopropflyet i forbindelse med en luftfartskonference i Leipzig/Halle Airport. Der er foreløbigt ingen planer om også at genoptage produktionen af jet-varianten af Dornier 328. Der er foreløbigt ingen informationer om, hvorvidt turboprop-versionen af Dornier 328 vil komme i en helt ny udgave.

Dornier-fly udbredt i Danmark
Dornier 328-flyet har i mange år været en kendt skikkelse i Danmark. Billund-selskabet Sun-Air råder over 16 fly af jet-versionen, hvilket er omkring en fjerdedel af det samlede antal aktive Dornier 328JET i verden. Flyet har plads til 32 passagerer.

Sun-Air, der flyver som franchisepartner for British Airways, har tidligere meldt ud, at man er på udkig efter passende afløsere til jetflyene, der har en gennemsnitsalder på 18 år. Det danske flyselskab har tidligere udtalt, at det er i dialog med 328 Support Services om det nye Dornier-projekt. Sun-Air råder dog kun over jet-versionen.

I 1978 blev Sun-Air grundlagt, og selskabet specialiserer sig i regional luftfart. Sun-Air har cirka 10 destinationer fordelt over Norge, Sverige, Tyskland, England og Frankrig. Flyselskabet opererer både fra Billund Lufthavn og Aarhus Lufthavn.

 

Relaterede artikler:

Dornier vil genoptage produktion

Sun-Air har ingen afløser for Dornier-jetflyet

Sun-Air overtager rute fra fransk flyselskab

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724