KLM-personale truer med strejke onsdag

03-09-2019
To timers strejke blandt KLM’s lufthavnspersonale i Amsterdam mandag medførte blandt andet aflysning af morgenfly til og fra København. Udsigt til ny strejke onsdag.

En strejke blandt KLM’s lufthavnspersonale i Amsterdam Schiphol-lufthavnen medførte mandag, at flere end 60 fly blev aflyst eller forsinket fra lufthavnen. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Nu planlægger lufthavnspersonalet en ny strejke onsdag i Schiphol-lufthavnen som er KLM’s primære hub og Europas tredjestørste lufthavn.

KLM-personalet strejkede mandag morgen i to timer fra klokken 08.00 til klokken 10.00 for at lægge pres på igangværende forhandlinger om løn- og arbejdsvilkår mellem fagforeningerne og KLM.

Aflysninger til og fra København
Strejken betød blandt andet, at KLM’s morgenafgang med rutenummer KL1124 fra Københavns Lufthavn til Amsterdam klokken 06.00 blev aflyst, ligesom flyvningen med rutenummer KL1125 fra Amsterdam til København klokken 07.20 blev aflyst.

Strejken betød også aflysning af flyvninger mellem Amsterdam og henholdsvis Stockholm og Oslo, og i alt måtte KLM aflyse 11 afgange og 10 ankomster til Schiphol-lufthavnen.

Ifølge fagforeningen FNV har KLM ikke reageret på strejken mandag, og derfor planlægger fagforeningen at gennemføre endnu en strejke i det samme tidsrum onsdag morgen.

”Vi hørte intet fra KLM. Derfor vil vi gå videre med yderligere strejker,” sagde FNV’s formand for luftfartsindustri-området, Jan van den Brink, mandag i en erklæring ifølge Reuters.

Uenighed om lønstigning
KLM og fagforeningen indledte i maj forhandlinger om en ny kollektiv overenskomst, hvor fagforeningen krævede en lønforhøjelse på otte procent over to år, samt flere heltidsansatte på fast kontrakt og bedre arbejdstider.

Torsdag i sidste uge tilbød KLM en lønstigning på mellem seks og syv procent over tre år, hvilket FNV afviste. KLM har kaldt strejken ”unødvendig” og opfordret fagforeningens repræsentanter til at vende tilbage til forhandlingsbordet.

KLM’s lufthavnspersonale i Schiphol servicerer flyvninger fra både KLM, Air France, Delta samt andre flyselskaber, som er medlem af luftfartsalliancen SkyTeam.

KLM flyver fra Amsterdam til både København, Billund og Aalborg, og mange af de rejsende på ruterne fra Danmark transfererer i Schiphol-lufthavnen til nogle af KLM’s over 130 ruter fra Amsterdam til destinationer over det meste af verden.

 

Relaterede artikler:

Transavia-piloter varsler strejke

Transportstrejke giver udfordringer i Schiphol

KLM-pilotstrejke er rykket nærmere

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724