DAT starter EU-rute til Strasbourg

09-01-2020
EU-politikere har opfordret DAT til at oprette direkte rute fra København til Strasbourg. Den bliver nu en realitet med tidstabel tilpasset møder i Europa-Parlamentet.

Hver tredje uge flytter Europa-Parlamentet fra Bruxelles til Strasbourg i Frankrig for at holde plenarmøde. Det er en meget omdiskuteret øvelse på grund af de omkostninger og det besvær, som er forbundet med at rykke de 751 EU-politikerne og deres embedsmænd til Strasbourg.

Flytningen giver blandt andet meget ineffektive rejsemønstre for en stor del af EU-politikerne. Fremover bliver rejselivet dog lidt nemmere for de danske og sydsvenske EU-politikere.

Fra februar kan de nemlig flyve med DAT direkte mellem København og Strasbourg på en tidstabel, der er koordineret med møderne i Europa-Parlamentet.

Rute på rent kommercielle vilkår
DAT har besluttet at etablere ruten på opfordring fra danske EU-politikere, og selskabet starter ruten op på rent kommercielle vilkår – altså uden støtte fra EU eller andre steder, oplyser DAT til CHECK-IN.dk.

”Jeg er flere gange blevet gjort opmærksom på, hvor besværligt det er at nå frem til møderne i Europa-Parlamentet. I dag skal vores politikere mellemlande og spilde en masse tid på rejsen til Strasbourg,” siger Jesper Rungholm, administrerende direktør i DAT.

Flyrejser mellem København og Strasbourg kræver i dag en mellemlanding og kan tage op til en halv dags tid, mens den direkte DAT-rute har en flyvetid på knap to timer.

DAT tester ruten af
DAT har foreløbigt annonceret en flyveplan for februar og marts med flyvninger fra Københavns Lufthavn til Strasbourg og retur den 10. og 13. februar samt 9. marts og 12. marts. Der bliver afgang fra København henholdsvis kl. 12 og kl. 13 med returflyvning fra Strasbourg henholdsvis kl. 15.40 og 14.45.

”Vi tester lige interessen af i februar og marts, og hvis det ser lovende ud, så lægger vi ruten op for resten af året,” siger Jesper Rungholm til CHECK-IN.dk.

Danmark har kun 13 medlemmer af Europa-Parlamentet – og et 14. på vej efter Brexit. DAT håber dog på også at kunne tiltrække EU-politikere fra Baltikum til ruten fra København gennem interline-aftaler med selskaber, der flyver mellem København og de baltiske lande.

Den nye rute er imidlertid også åben for alle andre og der kan allerede nu bookes billetter på DAT’s hjemmeside.

Betjenes med ATR 42
DAT vil betjene Strasbourg-ruten med ATR 42-500 med plads til 48 passagerer.

”Betjeningen med ATR 42-500 vil blive flettet ind i vores Karup-program, som dermed får nogle mindre variationer i de uger, hvor vi flyver til Strasbourg,” fortæller Jesper Rungholm.

Flyvningerne mellem København og Strasbourg vil lige som DAT’s indenrigsflyvninger og ruterne fra Danmark til Aberdeen og Stavanger blive klimakompenseret gennem DAT’s samarbejde med Thor Heyerdahl Climate Parks og Bio8 AS.

 

Relaterede artikler:

DAT udvider vellykket italiensk rutenetværk

Første DAT-rute fra Aarhus Lufthavn

DAT starter indenrigsflyvning i Tyskland

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724