Iran: Vi skød ukrainsk fly ned ved en fejl

11-01-2020
Irans præsident Hassan Rouhani samt udenrigsminister Mohammad Javad Zarif erkender nu, at iransk militær ved en fejl nedskød flight PS752. Ukraine ønsker officiel undskyldning.

Efter i flere dage vedholdende at have nægtet, at være årsag til det flystyrt, der onsdag morgen kostede 176 mennesker livet, går Iran nu til bekendelse.

Irans præsident Hassan Rouhani samt udenrigsminister Mohammad Javad Zarif skriver begge på Twitter, at det er iransk militær, der er skyld i nedskydningen af det ukrainske passagerfly, der styrtede ned kort efter at være lettet fra Teherans Imam Khomeini International Airport med kurs mod Kiev.

”Den islamiske republik Iran beklager dybt denne katastrofale fejl,” skrev den iranske præsident Hassan Rouhani på Twitter og lovede, at de ansvarlige bag hændelsen ville blive retsforfulgt. ”Mine tanker og bønner går til alle de sørgende familier.”

Undskylder hændelsen
Irans udenrigsminister Mohammad Javad Zarif skriver på Twitter, at “en menneskelig fejl på krisetidspunktet forårsaget af amerikansk dristighed førte til katastrofen,” efter at flyet var fløjet tæt på et følsomt militært sted der tilhørte Irans magtfulde revolutionsgarde.

Twitter-opslaget er ledsaget af et lille ikon med et knust hjerte.

Forventer officiel undskyldning
Ukraines præsident Volodymyr Zelenskij har lørdag morgen efter Irans bekendelse udsendt en erklæring gennem de internationale nyhedsbureauer.

“Denne morgen var ikke en god en, men det bragte sandheden. Selv før den internationale kommission kunne afslutte sit arbejde, indrømmede Iran at at have nedskudt det ukrainske fly. Men vi insisterer på en fuldstændig indrømmelse af skyld,” hedder fra Volodymyr Zelenskij.

“Vi forventer, at Iran foretager en fuldstændig og åben efterforskning, bringer de ansvarlige til retfærdighed, returnerer ligende af de omkomne, betaler erstatning og udsender officielle undskyldninger gennem diplomatiske kanaler. Vi håber, at undersøgelsen fortsætter uden kunstige forsinkelser og forhindringer. Vores 45 fagfolk har brug for fuld adgang og engagement for at skabe retfærdighed.”

Ved flynedskydningen omkom 82 iranske statsborgere samt 63 canadiere, 11 ukrainere, 10 svenskere, 4 afghanere, 3 tyskere og 3 briter. Der var i alt 167 passagerer og ni besætningsmedlemmer ombord på Boeing 737-800-flyet fra Ukraine International Airlines. Flyet havde plads til 186 passagerer.

 

Relaterede artikler:

Canada: Ukrainsk fly blev skudt ned

Iran-krisen: Norwegian tvunget til mellemlanding

Ukrainsk passagerfly styrtet ned i Iran

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724