Vágar Lufthavn sigter mod én million passagerer

29-01-2020
Siden 2012 har Vágar Lufthavn på Færøerne fordoblet passagertallet til 425.000 sidste år, og lufthavnen forventer over en million passagerer i løbet af 20 år.

De 18 øer i Nordatlanten, der tilsammen danner Færøerne, har i alt 52.000 indbyggere. 

Men på trods heraf har Færøerne efterhånden en international lufthavn af en betragtelig størrelse sat i forhold til indbyggertallet. Sidste år rejste 424.281 passagerer gennem lufthavnen, der ligger nær bygden Sørvágur på øen Vágar.

Lufthavnen er nu den femtestørste i det danske rigsfællesskab efter København, Billund, Aalborg og Aarhus. Når man sammenligner med Aarhus, der har i underkanten af 300.000 indbyggere og en lokal lufthavn, der i 2019 betjente 500.000 passagerer, så bliver den færøske lufthavns passagerudvikling sat i perspektiv.

Over én million passagerer
I slutningen af 2011 blev start- og landingsbanen i Vágar Lufthavn udvidet fra 1.250 til 1.799 meter, hvilket har været med til at sætte gang i den vækstrejse, der foreløbigt kulminerede med næsten 425.000 passagerer sidste år. I 2012 rejste 225.000 passagerer gennem lufthavnen, og væksten har således været på omkring 90 procent i løbet af blot syv år.

Men det stopper ikke her, for lufthavnen er i samarbejde med den danske rådgivningsvirksomhed COWI ved at lægge en sidste hånd på en masterplan, der fremskriver passagervæksten 20 år frem i tiden.

“Vi forventer at nå op på mellem 1,0 og 1,1 million passagerer i løbet af 20 år, og der er endda tale om en forsigtig fremskrivning, hvor vi eksempelvis kun regner med en vækst på 8,0 procent og 7,2 procent i 2020 og 2021, selvom det nok ender med at ligge på et sted mellem 10 og 12 procent,” siger Regin I. Jakobsen, der tiltrådte som ny lufthavnschef den 1. december sidste år.

Turister skal skabe vækst
Mens det i dag er færingerne, der står for en betydelig del af passagertrafikken til og fra Færøerne, er det i fremtiden turisterne, der skal skabe den største del af væksten.

“Vi er kun 52.000 indbyggere, og det er trods alt begrænsninger for, hvor meget vi kan flyve. Derfor forventer vi, at turisterne kommer til at fylde mere i fremtiden,” lyder det fra lufthavnschefen.

Hotelkapaciteten på Færøerne bliver fordoblet i år, når det nye Hotel Brandan nær Torshavn åbner i maj, mens et Hilton-hotel også er under etablering. Herunder tales der også om et nyt hotel ved Klaksvik.

Med et øget fokus på turismen forventer Vágar Lufthavn, at det vil kunne lykkes at tiltrække endnu en operatør udover Atlantic Airways og SAS.

“Der er lagt til grund for vores masterplan, at der kommer endnu et flyselskab. Vi har ikke nogle konkrete selskaber i kikkerten, men det vil altid være en fordel, at der er mere end én operatør af hensyn til konkurrencen, hvilket også giver bedre billetpriser til kunderne,” forklarer Regin I. Jakobsen.

Terminal har nået maksimal kapacitet
Med en forventet vækst på mere end 10 procent i både 2020 og 2021 kan Vágar Lufthavn hurtigt nå op i nærheden af 500.000 passagerer, og dermed vil lufthavnsterminalen på nogle tidspunkter være for lille.

Terminalen åbnede i juni 2014 og har en beregnet kapacitet til 400.000 passagerer. I højsæsonen kan man dog komme ud for pludselige vejrmæssige udfordringer, og så bliver terminalen pludselig for trang i forhold til, hvad der er komfort til, når flere hundrede passagerer må vente på bedring i vejret.

“Den nuværende terminal blev tegnet omkring 2010-2011, og man vidste godt dengang, at man ikke fik, hvad man ønskede sig, men at man fik, hvad er var penge.” siger lufthavnschefen, der håber, at det snart vil være muligt at få taget beslutning om udvidelse af terminalen.

Ingen alternativ til luftfart
Mens den færøske lufthavn buldrer derudaf, raser debatten i Skandinavien om flyskam og øget klimabevidsthed omkring flyrejser.

Det er dog ikke noget, der i synderlig grad har ramt Færøerne.

“Jeg kan ikke helt benægte, at der ikke tales om flyskam og klimabevidsthed i forbindelse med flyrejser. Luftfart er dog vores motorvej til omverdenen og den eneste reelle mulighed. I Sverige kan man tage tog, bus eller bil mellem de fleste destinationer. Det er ikke et alternativ for os.”

 

Relaterede artikler:

Ny lufthavnschef med store visioner

SAS øger på ruten til Færøerne

Ny passagerrekord på Færøerne

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724