20.000 frivillige skal teste ny lufthavn

30-01-2020
Berlin Brandenburg Airport inviterer de tyske borgere ud til den nye storlufthavn for at gennemteste systemerne, inden den åbner 31. oktober 2020.

Den har været mange år undervejs, men nu er der ikke længe til, at Berlin Brandenburg Airport (BER) åbner for passagererne.

Oprindeligt skulle lufthavnen være åbnet den 30. oktober 2011, men indvielsen blev udskudt adskillige gange på grund af forskellige problemer. Lufthavnen fik tilnavnet ”skandalelufthavn” af den tyske befolkning på grund af de mange udsættelser.

Nu har den tyske befolkning imidlertid mulighed for at komme helt tæt på det sted, der i fremtiden vil agere knudepunkt for millioner af rejsende til og fra Berlin-området. Berlin Brandenburg Airport søger nemlig hele 20.000 frivillige personer, der skal være med til at teste lufthavnen frem mod åbningen den 31. oktober i år.

De frivillige skal indtaste personlig data og vælge mellem forskellige datoer på en dertil oprettet side. Den første testdag er den 29. april, hvor der skal foregå en evakuering af lufthavnsstationen. De resterende tests i lufthavnen bliver afviklet fra den 23. juni til 15. oktober.

”Testene er en internationalt etableret standard, der vil hjælpe os med at åbne BER så gnidningsfrit som muligt. Alle større aktører tester lufthavnssystemerne og kerneprocesserne sammen med testpersonerne. Vi vil være glade, hvis mange Berlin- og Brandenburg-borgere vil deltage i den sidste generalprøve, hjælpe os med at lave forbedringer og blive bekendt med lufthavnen inden åbningen,” siger Engelbert Lütke Daldrup, administrerende direktør for lufthavnsoperatøren Flughafen Berling Brandenburg (FBB).

Tests af afgang, ankomst og nødsituationer
Hver frivillig har mulighed for at tilmelde sig to datoer. Ved en typisk test vil de frivillige personer ankomme klokken 09.30 til Berlin Brandeburg Airport med bil eller bus fra Berlin Schönefeld Airport. Dette sker, da stationen under terminalen endnu ikke er i drift på dette tidspunkt.

Testpersonerne vil herefter blive registreret og bedt om at vise deres registreringsbekræftelse og ID-papirer. Klokken 10.30 bliver personerne briefet om testoperationen, hvorpå de vil indøve et specifikt afgangs- eller ankomstscenarie. Afhængig af scenariet tager testpersonerne de nødvendige stykker bagage fra bagagevognen.

Klokken 11.30 indledes testen med en afgang, hvor testpersonerne eksempelvis skal gå til check-in-skranken, indchecke bagage og dernæst gå gennem sikkerhedskontrollen. Fra gaten bliver passagererne lukket ind i en bus – i stedet for et fly – og kørt til ankomstområdet.

Senere på dagen – klokken 15.30 – giver testpersonerne deres feedback af øvelserne. Øvelser med nødsituationer og øvelser med store menneskeflokke er specielt markeret ved registrering og kan afvige fra den typiske procedure.

Åbningen af Berlin Brandenburg Airport den 31. oktober 2020 falder sammen med indledningen på flyselskabernes vintertrafikprogrammer. Herefter vil den sydlige start- og landingsbane blive taget i brug den 4. november, mens trafikken fra Berlin-Tegel overflyttes den 8. november. Berlin-Tegel vil herefter lukke for altid.

 

Relaterede artikler:

Officielt: Ny Berlin-lufthavn åbner om 336 dage

Ny Berlin-lufthavn: Vi åbner til tiden

Flyselskaber fordeles i stærkt forsinket Berlin-lufthavn

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724