Norwegian: Electro fuels er en lovende teknologi

31-01-2020
Norwegian ser store perspektiver i electro fuels, der kan være med til at nedbringe CO2-udslippet. Det norske lavprisflyselskab håber, at teknologien kan blive indfaset i Danmark.

Den grønne dagsorden har brudt igennem hos mange europæiske flyselskaber, der med forskellige initiativer forsøger at få nedbragt CO2-udslippet.

Hos Norwegian har det grønne fokus fyldt i flere år, og selskabet har lanceret forskellige tiltag i forsøget på at blive mere klimavenlig. Det seneste initiativ tager udgangspunkt i Danmark, hvor det norske lavprisflyselskab er gået sammen med en række store danske aktører for at fremme produktionen af bæredygtigt brændstof på dansk grund.

Der er konkret tale om såkaldte electro fuels – også kaldt Power-to-X – der er syntetiske flydende eller gasformige brændstoffer. Denne form for brændstoffer vil kunne erstatte fossile brændstoffer som benzin og diesel.

”Norwegian er allerede i dag et af de mest brændstofeffektive flyselskaber i verden, og vi planlægger at fortsætte med at nedbringe vores forbrug af brændstof og dermed udledning af C02 i de kommende år,” siger Andreas Hjørnholm, kommunikationschef i Norwegian, til CHECK-IN.dk.

”Hvis vi skal nå de nye klimamål, så kræver det dog, at vi tager helt nye midler i brug, og her er electro fuels til den tunge transport, herunder ikke mindst fly, en meget lovende teknologi, der løser flere problemer for os på en gang. Derfor er vi glade for, at der er så stor opbakning blandt de væsentligste spillere på feltet i Danmark til at få gang i produktionen af electro fuels i Danmark.”

Stort potentiale for electro fuels i Danmark
I december og januar har Norwegian afholdt to konferencer i samarbejde med Ingeniørforeningen IDA og Circle K i Ingeniørernes Hus på Kalvebod Brygge i København. Det har udmøntet sig i et forståelsespapir, hvor aktører som Haldor Topsøe, Vattenfall, Danske Rederier, E-on, Brintbranchen, Circle K, Dansk Energi og DI i fællesskab opfordrer den danske regering til at understøtte en indfasning af Power-to-X-teknologien i Danmark.

De to konferencer havde til formål at belyse, hvordan man på alternativ vis kan lagre al den grønne strøm fra vindmøllerne. Der var fokus på, hvordan man kan sektorkoble arbejde, og der var blandt andet indlæg fra Maersk og Ørsted.

Parterne bag forståelsespapiret, der blev underskrevet den 30. januar, mener, at Danmark har potentialet til at begynde en storskala-produktion af Power-to-X. Landet har blandt andet knowhow og viden, ligesom der er førende virksomheder inden for elektrolyse, katalytiske processer, vindenergi samt førende forskere på feltet.

”Vi skal udfase vores forbrug af fossile brændsler i Danmark og i resten af verden. I Danmark har vi en tradition for at samarbejde på tværs af sektorer og i produktive konstellationer af virksomheder, myndigheder, investorer og vidensinstitutioner. Det er essentielt, hvis vi skal udnytte Power-to-X-potentialet og på sigt sælge løsninger til resten af verden. Og her er vores medlemmer uomgængelige, fordi de har kompetencer og knowhow til at bidrage til at videreudvikle teknologierne,” siger Thomas Damkjær Petersen, formand for IDA, til CHECK-IN.dk.

Brændstof baseret på brint
Folketingets nye klimalov indeholder fastsatte mål om, at Danmark i 2030 skal reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent. Det er ligeledes med afsæt i dette mål, at parterne bag forståelsespapiret arbejder på, hvordan den grønne strøm kan lagres og anvendes til bæredygtige brændstoffer for at hjælpe regeringen med at opfylde den ambitiøse målsætning.

Electro fuels – eller Power-to-X – er et samlet navn for flere teknologier, hvor der laves brint af el produceret på vedvarende energi. Brinten kan i kombination med CO2 eller nitrogen blive til syntetisk flydende eller gasformige brændstoffer – eller syntetiske kemikalier. Og det er disse bæredygtige brændstoffer, der kan bruges i stedet for benzin, diesel og gas.

Torsdag blev der afholdt en høring med Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg, hvor eksempelvis Haldor Topsøe, Maersk og Ørsted holdt korte indlæg. Temaerne var her blandt andet perspektivering af Power-to-X og status på produktion og efterspørgslen på denne teknologi.

Allerede i oktober 2019 blev der talt om at indlede produktion af electro fuels i Danmark. Det var Københavns Lufthavn og en række partnere, der på baggrund af en ny videnskabelig rapport ønskede, at der hurtigst muligt skulle laves faciliteter til at producere grønt flybrændstof i Danmark.

 

Relaterede artikler:

Rapport: Danmark kan producere grønt flybrændstof

Norwegian overvejer at deltage i dansk klimainitiativ

Norwegian vil reducere CO2-udslip med app

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724